Privatlivets fred i en verden uden grænser

I en digitaliseret verden uden grænser efterlader forbrugere spor overalt. Cookies læser over vores skuldre, og der sker en usynlig indsamling af vores personlige data, når der bliver rapporteret om vores brug af websider, søgeord og køb, eller når vi bruger gratis e-mail konti og sociale netværker som Facebook. Denne udvikling øger risikoen for, at vores privatliv bringes i fare.

Af Rasmus Kjeldahl, direktør for Forbrugerrådet.

Et par tal, der blev offentliggjort i en Eurobarometer-undersøgelse fra februar 2008 fortæller, at 64 % af EU-borgerne er bekymrede for databeskyttelse og føler, at kendskabet til og information om disse emner endnu ikke er tilfredsstillende. Kun 48 % af respondenterne mente, at deres data er blevet ordentligt beskyttet i deres eget land. Men trods de mange, der bekymrer sig, har forbrugerne ofte intet andet valg. Hvis de ikke accepterer usikkerheden, er det eneste alternativ at give afkald på brugen af teknologien.

Vi skal gøre forbrugerne klart, at de faktisk underskriver kontrakter med selskaber som Facebook, Google, Yahoo m.m. Kontrakter, som overdrager retten til at sende vores private oplysninger til andre virksomheder – ofte udenlandske.

Selv om en sådan praksis bør fremgå af et internetselskabs privacypolitik, er man som forbruger først nødt til at finde disse politikker. Og selv hvis man skulle finde dem efter ihærdig søgen, skal den enkelte selv finde ud af, hvad de mange regler egentlig betyder for de data, vi gør tilgængelige for andre.

De fleste er helt uvidende om den rejse, data gennemgår, når de er indtastet eller sendt via nettet. Forbrugerne er heller ikke klar over, hvilken værdi for virksomhederne der ligger gemt i disse data. Samkøringen af forskellige kilder øger nemlig dramatisk den økonomiske værdi af vores personlige oplysninger. Men det er også et potentielt brud på vores privatliv. Virksomheder bør derfor se databeskyttelse som en del af deres sociale ansvar. De bør opbygge deres omdømme på den tillid, forbrugerne kan have i dem med hensyn til beskyttelse af de personlige data.

Desværre er vi i dag i en situation med ringe bevidsthed om sikkerhed hos forbrugerne, hastigt ekspanderende datastrømme og utilstrækkelige muligheder for regulering og håndhævelse. Det giver til sammen ikke det store incitament til at lave forretningsmodeller, der tager tilstrækkelig hensyn til privatlivet. Derfor skal vi højne forbrugernes bevidsthed og skabe bedre lovgivning.
Mulige løsninger for fremtiden kunne være et internationalt instrument. Men spørgsmålet er, om vi kan enes om et enkelt sæt ambitiøse regler om databeskyttelse og privatlivets fred - vel vidende, at begrebet "privatlivets fred" er meget tæt knyttet til kultur, juridiske systemer og traditioner. For øjeblikket synes dette usandsynligt. Så hvilke andre muligheder er der så?

Der er sandsynligvis ikke en magisk løsning, men det, vi kalder 'privatlivets fred ved design' skal være en del af løsningen. Det betyder, at privatlivets fred altid medtages, når både teknologi og forretningsmodellen udvikles. Og ikke som nu, at man først tager stilling til spørgsmålet om privatlivets fred bagefter.

Databeskyttelsesprincipper, der gør det muligt for kunder at skjule identiteten, eller at kontrollere adgang til egne data, bør eksempelvis være indbygget i en virksomheds system fra starten af udformningen af forretningsmodellen. Dette sker alt for sjældent i dag. I stedet er privatlivsbeskyttelse noget, man ofte kommer i tanke om i sidste øjeblik, hvilket medfører dårlige, usikre og dyre løsninger. Der er akut behov for at både virksomheder og det offentlige tager meget mere aktivt hånd om problemet, end det er tilfældet i dag.