| OM OS | KONTAKT | HJÆLP | English |
Til forsiden Gå til Tænks hjemmeside
  PRESSEN   |   EMNER   |   KAMPAGNER   |   VI MENER   |   GODE RåD   |   KLAGER   |   SHOP TÆNK   |
Vi mener » Reklamestop for Panodil og Pfizer
 

Reklamestop for Panodil og Pfizer

 
2. juni 2009
Nu falder Lægemiddelstyrelsens dom: Panodil og Pfizer laver ulovlig reklame. Afgørelsen kommer lige op til, at direktivet om reklamer for receptpligtig medicin skal fremlægges for Europaudvalget. Forbrugerrådet advarer på ny kraftigt mod at lade medicinalfirmaerne lave reklame direkte til forbrugerne.
Træk reklamerne tilbage. Sådan lyder kravet fra Lægemiddelstyrelsen til to store medicinproducenter, Panodil og Pzifer. Det sker efter, at Forbrugerrådet har anmeldt begge producenter for at lave ulovlig reklame på deres hjemmesider.

”Vi er glade for, at reklamerne bliver fjernet fra begge hjemmesider. Det er jo et stort problem, at Panodil ikke skriver om bivirkningerne ved pillerne. Det skal de selvfølgelig. Hvad Pfizer angår, så må de slet ikke lave reklame, fordi de sælger receptpligtige midler. Pfizer er et glimrende eksempel på, hvad der kommer til at ske, hvis man med det forestående direktiv i EU beslutter at give receptpligtige producenter frit løb. Konsekvensen bliver jo, at forbrugerne vil efterspørge og selvordinere en masse medicin, som de muligvis ikke har brug for. Og den opgave er altså lægernes bord – ikke dit og mit”, siger Sine Jensen, der er sundhedspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen forelægger direktivet 'information om lægemidler' for Europaudvalget den 4. juni, og så er der Ministerrådsmøde i EU den 7. juni. Direktivet vil tillade medicinalfirmaerne at informere direkte til forbrugerne – industrien mener selv, at de kan gøre det på en saglig måde. Men det er Forbrugerrådet, og en række andre organisationer, helt uenig i, da al information fra et lægemiddelfirma er og bliver reklame.

Pfizer, der står bag en lang række receptpligtige medicinalvarer, reklamerer på deres hjemmeside, www.pfizer.dk, for tre forskellige lægemidler mod ufrivillig vandladning. Det er ulovligt for medicinalvirksomhederne i Danmark at lave kampagner og reklamer for medicin, der kræver en recept.

På hjemmesiden www.aktiveled.dk reklamerer Panodil for deres smertestillende håndkøbsmedicin, hvilket er lovligt for håndkøbsmedicinproducenter. Problemet er her, at Panodil ikke oplyser om en række lovpligtige informationer, blandt andet om hvor store doser man må indtage, hvilke bivirkninger medicinen har, og hvilke andre præparater som man kan spise Panodil sammen med.

Læs brevet ”Nej tak til lægemiddelreklamer” fra Forbrugerrådet, Danske Patienter, Danmarks Apotekerforening, Danske Handicaporganisationer, Farmakonomforeningen og Lægeforeningen til sundheds- og forebyggelsesminister Jakob Axel Nielsen (K) her.

Læs Lægemiddelstyrelsens afgørelser her. Panodil og Pfizer.

Læs hvad Forbrugerrådet tidligere har skrevet om reklamer for receptpligtig medicin her.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email