EU har stor indflydelse på din hverdag som forbruger
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

EU har stor indflydelse på din hverdag som forbruger

80 procent af den lovgivning, der skal sikre gode vilkår for fremtidens forbrugere, bliver besluttet i EU. Din stemme til juni kan være med til at bestemme, hvilken vej udviklingen skal gå.

Christina Vejsgaard Koch · Foto: Getty Images · 6. maj 2024
Kvinde med barn i ladcykel

Den 9. juni skal Danmark vælge medlemmer til Europa-Parlamentet. Valget har historisk haft en lav stemmeprocent, selv om politikken i EU har stor indflydelse på din hverdag som forbruger. 

EU har fx langt bedre muligheder for at skride ind over for techgiganters misbrug af deres monopoler – og for at sikre en effektiv forbrugerbeskyttelse mod uønsket kemi. 

Vi har brug for skærpede regler fra EU

Det fortæller Vagn Jelsøe, der er chefkonsulent hos Forbrugerrådet Tænk. Han understreger, at der er store udfordringer, bl.a. i forhold til den grønne omstilling, som kun kan løses i EU. 

”Vi har brug for EU, hvis vi vil sikre et højt ambitionsniveau i den grønne omstilling af vores forbrug – fx kan vi i dag ikke problemfrit transportere strøm fra nord til syd, og det skal løses, hvis vi vil have mere grøn strøm i hele Europa. Samtidig har vi brug for skærpede EU-regler som et effektivt værn mod uønsket kemi og usikre produkter,” siger Vagn Jelsøe. 

Krav fra Bruxelles

Det er også EU-regler, der i dag sikrer, at der fx ikke må være PFAS i mademballage, ligesom det er EU, der har forbudt en række problematiske parabener i personlig pleje. Også din vaskemaskine og mobiltelefon skal produceres efter bestemte krav, som stammer fra Bruxelles.

”EU har allerede skærpet kravene til de produkter, vi bruger i vores hverdagsliv, så de skal holde bedre og kunne repareres. Det betyder noget, både for klima og miljø, men selvfølgelig også for den enkelte forbruger, at opvaskemaskinen ikke skal skiftes i tide og utide,” siger Vagn Jelsøe.

Vi skal sætte retningen

Han fortæller også, at danske forbrugere kan takke EU for en skærpet indsats mod greenwashing og en forordning om digitale tjenester, der stiller krav om forbrugerbeskyttelse hos virksomheder som Meta og Google. 

”Det er vigtigt, at denne retning fortsættes, og det er ikke nogen given sag. Det kræver, at danskerne og resten af Europa bruger deres stemmer til at sammensætte et ambitiøst parlament, der er klar til at prioritere forbrugerne,” siger Vagn Jelsøe.

Kom til EU-debat hos Forbrugerrådet Tænk

Vil du gerne blive klogere på, hvad de forskellige kandidater mener om den europæiske forbrugerpolitik? Så kom på besøg hos Forbrugerrådet
Tænk den 15. maj, hvor kandidater til valget skal debattere. 

Læs mere og tilmeld dig her

Stine Bosse, Moderaterne

”Vi skal blive bedre til at hjælpe vores forbrugere med at handle bæredygtigt og socialt ansvarligt. Og det står på to ben: den private forbruger og den offentlige sektor som forbruger. For den private forbruger handler det om oplysning og incitamenter – det skal både være nemt og billigt at handle bæredygtigt. I det hele taget skal miljømærkning og veldefinerede standarder skabe gennemsigtighed for forbrugeren. For den offentlige sektor, som køber ind for flere tusind milliarder euro årligt, handler det om at stille nye og skarpere udbudskrav, som sikrer bæredygtighed og social ansvarlighed, så vi sikrer, at den enorme offentlige indkøbsmuskel skubber på en positiv udvikling i markedet.”

Stine Bosse

Christel Schaldemose, Socialdemokratiet

”I de seneste måneder har vi set, at onlinemarkedspladser ikke kan stilles til ansvar, selv om der sælges ulovlige og farlige produkter på deres hjemmeside. Det gør mig vred, for hvis det samme skete i en butik nede i gågaden, vil jeg kunne melde dem til myndighederne. Det er farligt og usikkert for os forbrugere. Derfor skal vi have gjort det sikkert at handle online. Gang på gang viser undersøgelser, at der er kemi i mange af vores hverdagsprodukter, og mange af dem er hormonforstyrrende. Samtidig er det en jungle for os forbrugere. Derfor arbejder jeg for, at vi får en giftfri hverdag, hvor vi trygt kan købe alt fra kosmetik til legetøj uden at skulle frygte, at kemien i produkterne kan være hormonforstyrrende eller nedsætte vores fertilitet.”

Christel Schaldemose

Rasmus Nordqvist, SF

”Forbrugerbeskyttelse og grøn omstilling er hinandens bedste venner. En ordentlig beskyttelse og stærke rettigheder til forbrugere er fuldstændig afgørende for, at vi lykkes med fx omstilling til cirkulær økonomi, som kræver holdbarhed og gennemsigtighed. Vi skal sikre forbrugere langt stærkere, når det kommer til farlig kemi. Vores fælles europæiske kemilovgivning er fantastisk skruet sammen, den trænger bare til en gevaldig renovering. Vi ved så meget mere, end vi gjorde i 2007. Nu skal vi sikre, at udgangspunktet for den revidering af området sker for forbrugere og miljø – ikke bare kemiindustriens overskud.”

Rasmus Nordqvist

Anders Vistisen, Dansk Folkeparti

”Det er en offentlig opgave først og fremmest at beskytte forbrugernes sundhed og sikkerhed og at opretholde et lovgrundlag for, at forbrugerne til enhver tid har mulighed for at træffe sunde og økonomiske forbrugsvalg, der også i tilstrækkelig grad tager hensyn til det omgivende miljø. Vi skal oplyses i detaljer om et produkts ingredienser, tilsætning, oprindelsesland og produktionsmetode, herunder slagtemetode, så vi selv kan vælge. Samtidig ønsker Dansk Folkeparti dog at fastholde, at Danmark selv skal bestemme over vores fødevarer og forbrugerbeskyttelse. Danmark bør til hver en tid selv kunne fastsætte egne regler og niveauer for fødevareindustrien.”

Anders Vistisen