Siloxaner: Hold øje med dem i dine plejeprodukter
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Derfor skal du holde øje med siloxaner i plejeprodukter

Siloxaner er blødgørende silikonestoffer, som du kan finde i cremer, hårolier og andre plejeprodukter. Stofferne er belastende for miljøet.

Stine Müller · Foto: Getty Images · 12. februar 2024
vådt hår

Silikonestoffer eller siloxaner har blødgørende egenskaber, og du kan finde dem i cremer, hårolier eller concealere.

De findes også i en række andre typer af produkter som fx silikoneformer til bagning eller silikone vibratorer.

Hvorfor er siloxaner et problem?

Siloxaner er miljøbelastende, fordi de ikke nedbrydes i miljøet. De spreder sig over lange afstande og kan ophobes i dyr.

Flere siloxaner er på EU's liste over særligt problematiske kemikalier på grund af denne belastning af miljøet.

De særligt problematiske silikonestoffer optræder under følgende navne:

  • Cyclotetrasiloxane (D4)
  • Cyclopentasiloxane (D5)
  • Cyclohexasiloxane (D6)

Stoffet cyclomethicone er også problematisk. Det er en blanding af siloxaner, som bl.a. indeholder cyclopentasiloxane.

Dine plejeprodukter kan indeholde siloxaner

Siloxaner bruges blandt andet som blødgørende stoffer i plejeprodukter. De kan findes i mange forskellige slags kosmetiske produkter til både hud- og hårpleje:

  • Deodoranter
  • Cremer
  • Solcreme
  • Bodylotion
  • Concealere
  • Lotions
  • Hårprodukter
  • Lotions

Mistanke om hormonforstyrrende effekter

Mistanke om hormonforstyrrende effekter knytter sig også til siloxanerne D4 og D5.

Cyclotetrasiloxane (D4) er på EU's liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Stoffet er ifølge EU også skadeligt for forplantningsevnen og må derfor ikke være i kosmetik og plejeprodukter.

Cyclopentasiloxane (D5) er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det har DTU Fødevareinstituttet vurderet, som er en del af Center for Hormonforstyrrende Stoffer.

EU’s videnskabelige komité vurderer desuden, at D5 ikke er sikkert at bruge i sol- og hårsprays.

Disse restriktioner er indført mod siloxaner

Indholdet af siloxane i rinse off-produkter som shampoo, håndsæbe og balsam er fra januar 2020 blevet begrænset.

Rinse off-produkter må nu ikke indeholde mere end 0,1 procent cyclopentasiloxane (D5).

I EU er der også et forslag om, at denne begrænsning skal omfatte cyclohexasiloxane (D6) og desuden gælde for leave-on produkter som cremer, bodylotion og deodoranter.

Det forventes at forslaget snart bliver vedtaget (per januar 2024).

Tre tips til at undgå siloxaner

  • Tjek dine produkter med appen Kemiluppen. Appen giver C-kolben til dit produkt, hvis der er problematiske siloxaner i.
     
  • Tjek vores kemitest af kosmetik og personlige plejeprodukter.  Her får produkter med problematiske siloxaner også en lav bedømmelse, C-kolben.
     
  • Gå efter miljømærker som Svanemærket og EU-blomsten. Disse mærker tillader ikke de nævnte siloxaner.