| OM OS | KONTAKT | HJÆLP | English |
Til forsiden Gå til Tænks hjemmeside
  PRESSEN   |   EMNER   |   KAMPAGNER   |   VI MENER   |   GODE RåD   |   KLAGER   |   SHOP TÆNK   |
Klager » Landsskatteretten
 

Landsskatteretten

Landsskatteretten
Vester Farimagsgade 7
1606 København
Tlf. 33 76 09 09
Telefontid mandag-torsdag 9-16, fredag 9-15

Landsskatteretten er øverste administrative klageinstans vedrørende skatter, moms, afgifter, told og ejendomsvurderinger. Selv om Landsskatteretten ikke er en domstol, er der mange lighedspunkter. Retten består af en retspræsident, tre retsformænd og 28 retsmedlemmer. 17 retsmedlemmer er udpeget af skatteministeren, mens 11 er valgt af Folketinget. Mindst ni retsmedlemmer opfylder betingelserne for at være landsdommer og vil normalt have deres daglige arbejde i Østre eller Vestre Landsret. De øvrige medlemmer repræsenterer samfundet bredt. I sager om vægt- og ejerafgift af motorkøretøjer er der yderligere udpeget to branchekyndige retsmedlemmer.

Til retten er knyttet syv kontorer med jurister, der forbereder sagerne. Landsskatteretten træffer hvert år afgørelse i 4.000 skatte- og afgiftssager og 500 sager om vurdering af fast ejendom.

Du kan klage over afgørelser, som er truffet af kommunale skattemyndigheder, skatteankenævn, regionale told- og skattemyndigheder, Told- og Skattestyrelsen og Ligningsrådet. Også Rigspolitiets afgørelser om vægt- og ejerafgift af moterkøretøjer og vurderingsmyndighedernes afgørelser om vurdering af fast ejendom kan du klage over.

Hvis du klager til Landsskatteretten, skal du huske følgende:
- Klagen skal være skriftlig
- Klagen skal være begrundet
- Alle de punkter, du klager over, skal angives
- Du skal vedlægge en kopi af den afgørelse, du klager over, samt kopi af myndighedens sagsfremstilling
- Du skal desuden vedlægge kopi af samtlige dokumenter, der støtter og underbygger din klage
- Du skal indbetale kr. 700 på check eller til Landsskatterettens bankkonto, reg. nr. 5010, konto nr. 121398-6.

Når klagen er modtaget, sender Landsskatteretten en kvittering på, at den er modtaget. Bliver det nødvendigt at indhente supplerende oplysninger fra andre personer eller myndigheder, sørger Landsskatteretten for, at du bliver orienteret om dette. Du får desuden lejlighed til at udtale dig om de nye oplysninger.