Forbrugerrådet har fået nye henvendelser fra kvinder, som er skadet af kosmetik. De ønsker at advare andre mod produkterne, men der er ingen steder i Danmark, hvor man kan henvende sig med uønskede skadevirkninger af kosmetik
Af Frank Hvilsom, fbr.dk
Da Lotte Clemensen skulle giftes, får hun sat kunstige negle på sine fingre inden brylluppet.
- Jeg ville gerne være pæn, forklarer Lotte Clemensen, som bliver så glad for sine nye negle, at hun beslutter at beholde dem.
De første ti måneder forløber uden problemer, men pludselig en dag skyder små, klare blærer ud på fingre og hænder. Hun går til negleklinikken, hvor hun jævnligt bliver behandlet, viser sine hænder frem, men indehaveren ryster beklagende på hovedet og siger, at det har hun aldrig været ude for før.
Lotte Clemensen fortæller til fbr.dk, at indehaveren af klinikken før havde fæstnet de kunstige negle med et glasfiberprodukt, men var gået over til et nyt bindemiddel med en geleagtig konsistens. Indehaveren har købt tre nye produkter hjem, men hun kan ikke huske, hvilket af dem, hun har anvendt på Lotte Clemensens negle.
På morfin bagefter Kort efter går der betændelse i Lotte Clemensens pegefinger på venstre hånd. Lægen ordinerer hende en antibiotika-kur, som ikke hjælper. Fingeren hæver, bliver ildrød og bullen.
- Til sidst er den bare fuld af betændelse, siger Lotte Clemmensen.
Efter endnu en kur opgiver lægen sin behandling, og fjerner neglen. Han siger til hende, at der vil gå et år, før en ny vokser ud. I værste fald sker det aldrig.
- Det gjorde afsindigt ondt, og jeg måtte have morfin bagefter, fortæller Lotte Clemensen.
På negleklinikken forsøger Lotte Clemensen igen - uden held - at få klarhed over, hvilket produkt hun er blevet behandlet med og hvad det indeholder. Indehaveren selv ved ikke noget konkret om produkterne, men hun lover at tage kontakt til de importører og producenter, som hun handler med.
Nye betændelser
For godt to uger siden får Lotte Clemensen så kontakt med en dansk importør. Han fortæller - til hendes forfærdelse - at hun ikke er noget enestående tilfælde. Han har netop været på en konference i England, hvor han havde set adskillige eksempler på tilsvarende reaktioner. Han lover at ringe tilbage med oplysninger om sit eget produkt, men Lotte Clemensen har ikke hørt fra manden siden.
Samtidig går der betændelse under neglen i højre hånds langfinger, og lidt senere under tommelfingerneglen. Lægen ordinerer en ny kraftig penicillinkur, og langsomt er betændelsen nu begyndt at fortage sig under tommelfingerneglen, mens neglen på langfingeren kun hænger fast i en betændelsesbyld.
- Lægen har forberedt mig på, at jeg kan risikere at miste neglene på alle ti fingre, fordi der er sket en kemisk reaktion i mine neglesække.
- Tænk, hvis jeg aldrig får mine negle igen, siger hun.
Forbrændt af rensecreme
En eftermiddag i februar ser en 14-årig pige fra Hørsholm en tv-reklame for et rensemiddel mod bumser og fedtet hud. Reklamen fortæller, at inden fire uger er alle uønskede urenheder væk, og det budskab fanger pigens opmærksomhed.
- Det irriterer mig, at jeg har bumser, siger pigen, som ønsker at være anonym, til fbr.dk
Sammen med sin mor går hun på apoteket, som forhandler det reklamerede produkt, der er produceret af kosmetikgiganten L'Oréal.
- De forklarer os, hvor godt produktet er, og hvordan man skal anvende cremen, siger pigen, som fortæller, at hun nøje følger brugsanvisningen, da hun om aftenen for første gang benytter rensecremen. Næste dag tager hun på skiferie i Tjekkiet. Da hun vender hjem fem dage senere er skaden sket.
- Da jeg ser min datter igen, er hendes hud rød og forbrændt langs hårkanten fra øjnene og om til ørerne, fortæller pigens mor, Vibeke Mortensen, som først troede, at der var tale om en solskoldning. Men datteren kunne fortælle, at vejret havde været overskyet under hele skituren.
Rundt om pigens øjne, næse og ører skaller huden af.
Det har vi ikke hørt om før
- Jeg var ret sikker på, at det var rensecremen, for hun har aldrig brugt andet end vand og sæbe, og hun har ikke reageret allergisk før, siger Vibeke Mortensen, som straks undersøger produktet.
- Da jeg ser, at cremen kommer fra L'Oréal bliver jeg forskrækket på grund af alle de problemer, der er med hårfarverne, siger moderen. Hun ringer til producenten, som beklagende fortæller hende, at de aldrig har hørt om den slags skader før.
- Men samtidig siger de, at nogle apoteker havde meldt tilbage om, at produktet nok var lidt for stærkt til unge mennesker, fortæller Vibeke Mortensen, som gennem telefonen kan fornemme, at L'Oréal godt ved, at produktet kan være problematisk.
L'Oréal tilbyder hende en anden rensecreme i samme serie, men Vibeke Mortensen afslår og går i stedet til forretningen og får sine penge tilbage.
- Normalt er jeg meget tilbageholdende med kosmetiske produkter, men min datter er ked af bumserne, og da hun havde set reklamen for rensecremen, gav jeg efter og gik med hende på apoteket, siger Vibeke Mortensen.
Faldt om på badeværelset
En tredje kvinde er 51 år og arbejder til dagligt med lægelige forsøg på et dansk amtssygehus. Hun er blevet syg af en dyr slankecreme, som hun har købt i februar måned i et stormagasin i København.
- Jeg er overvægtig og har appelsinhud, derfor ville jeg prøve cremen, siger kvinden, som ønsker at være anonym. Hun køber et sæt bestående af tre tuber til 1.200 kroner og går hjem og prøver produktet.
Reaktionen indtræffer ret hurtigt. Om natten begynder hendes hjerte at slå hårdt. Hun får svedeture og må skifte tøj. Hun bliver svimmel og begynder at få problemer med balancen. På et tidspunkt falder hun om på gulvet, da hun vil ud i badeværelset.
- Jeg må melde mig syg i tre dage, før jeg er ovenpå igen, siger kvinden til fbr.dk
Kvinden har prøvet en lignende reaktion for nogle måneder siden med samme produkt. Den gang var hun usikker på, om reaktionen skyldes overgangsalder eller slankecremen.
- Men nu er jeg overbevist om, at det er slankecremen, for jeg reagerer jo med det samme.
Hun mener, at produktet indholder "noget hormonagtigt", som hun reagerer på, men hun er ikke i stand til at læse produktvejledningen, som er på fransk, spansk og engelsk. Dog har hun faglig indsigt nok til at vide, at produktet trænger ind under huden og stimulerer til en forbrænding af fedtdepoterne.
Mange flere end antaget
For nylig viste en norsk undersøgelse, at to ud af tre kvinder og halvdelen af de adspurgte mænd har haft ubehag, plager eller skader efter brug af kosmetik. Undersøgelsen vakte opsigt, fordi den viser, at mange flere end antaget får skader af kosmetiske produkter.
I Danmark findes ikke en tilsvarende undersøgelse.
- Derfor har vi ikke nogen viden om, hvor store problemer almindelige mennesker har med kosmetiske produkter, siger miljø- og sundhedspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Mette Boye.
Forleden kunne fbr.dk berette om tre andre kvinder, som havde fået skader på hænder og negle - tilsyneladende efter brug af en håndlotion fra Clarins. I sidste uge fremlagde tv og aviser nye tilfælde af hårfarveskader, og Miljøstyrelsen advarer nu om, at man ikke skal farve håret, hvis man vil undgå allergiske reaktioner.
Vil advare andre
De tre kvinder, som er omtalt i denne artikel, har henvendt sig til Forbrugerrådet, fordi de netop ønsker at gøre opmærksom på de skader, de har lidt.
- Jeg synes, at min skade er lidt for alvorlig til, at jeg bare kan sidde med den selv, siger kvinden, som blev syg af slankecremen.
- Men det handler også om at få stoppet den slags, siger Lotte Clemensen, som blev skadet af kunstige negle.
- Jeg gik ned for at få sat negle på, så jeg kunne være flot til mit bryllup, og så ender det med at jeg sandsynligvis får varige mén.
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email
Forbrugerrådet
·
Fiolstræde 17
·
Postbox 2188
·
1017 København K
·
Telefon 77 41 77 41
·
Telefax 77 41 77 42
·
E-mail fbr@fbr.dk