| OM OS | KONTAKT | HJÆLP | English |
Til forsiden Gå til Tænks hjemmeside
  PRESSEN   |   EMNER   |   KAMPAGNER   |   VI MENER   |   GODE RåD   |   KLAGER   |   SHOP TÆNK   |
Vi mener » Farvel til kødklister
 

Farvel til kødklister

 
19. maj 2010
”Det har været en lang og sej kamp at få EU til at stemme nej til kødklister. Vi har trukket på alle vores internationale forbindelser, og nu er det definitivt slut – kødklister er dømt ude,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør for Forbrugerrådet.

Hvad er kødklister?
Thrombin er et enzym, der sammen med stoffet fibrinogen kan sammensætte mindre kødstykker til større stykker. Begge dele kommer fra svine- eller okseblod.

Læs mere og se billeder af produkterne hos producenten 'Fibrimex'
Forbrugerrådet har i månedsvis kæmpet for at få kødklister forbudt i hele EU.

Selvom det i første omgang lykkedes at få Parlamentets miljøudvalg til at anbefale et nej til forslaget om at tillade enzymet thrombin, bedre kendt som kødklister, var det til det sidste usikkert, om der var den nødvendige opbakning i hele Europa-Parlamentet.

Men i går, onsdag den 19. maj, slog Parlamentet med et snævert flertal fast, at det ikke skal være muligt at kreere en bøf eller en steg ved at ”lime” små stykker kød sammen med Thrombin.

En principiel afgørelse for kvaliteten af vores mad
”Vores europæiske arbejde for at få sat en stopper for det såkaldte kødklister har båret frugt. Det er en sejr for forbrugerne, og det er en afgørelse, som kommer til at have stor betydning for lignende sager fremover,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør for Forbrugerrådet.

Med forbuddet mod kødklister er Parlamentet på kant med EU-kommissionen og et flertal af medlemslandene, der i januar i år stemte for en godkendelse.

Dengang fulgte Kommissionen ukritisk en vurdering fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), der gik på, at der ikke var direkte sundhedsmæssige betænkeligheder ved brug af kødklister.

Det har Parlamentet nu valgt at se bort fra og udnyttet, at lovgivningen giver mulighed for at inddrage andre hensyn end de rent sikkerhedsmæssige.

”Parlamentets afgørelse understreger, at europæisk fødevarelovgivning gør det muligt at sige nej tak til produkter, der strider mod sund fornuft. Det er første skridt i opgøret med den holdning, at alt skal tillades i vores mad, med mindre det beviseligt er giftigt. Gårsdagens afstemning viser, at parlamentet, når det gælder, kan gøre sig fri af industriens favntag,” siger Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl.

Kort om kødklistersagen
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) vurder den 26. april 2005, at der ikke er sundhedsmæssige betænkeligheder ved brug af det såkaldte kødklister.

Forbrugerrådet henviser til et afsnit i den europæiske fødevarelovgivning, der netop tillader inddragen af andre faktorer end rent videnskabelige i risikovurderingen. Derfor mener Forbrugerrådet godt, at "kødklister" kan forbydes.

Den europæiske forbrugerorganisation (BEUC) vurderer ligeledes, at enzymer og tilsætningsstoffer af denne type ikke er til forbrugernes fordel.

Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email