Onsdag blev fødevareminister Eva Kjer Hansen pålagt at arbejde for et forbud mod de skadelige pangfarvestoffer i slik, læskedrikke og fødevarer. Det er en stor sejr for ikke mindst børnene, der er særligt udsat for farvestofferne.
Forbrugerrådet har i det seneste år arbejdet aktivt for et forbud mod de farlige pang-farver, hvor vi bad forbrugerne om at finde og anmelde produkter, der indeholder de farlige farvestoffer.
Forbrugerne tog overordentligt godt imod initiativet. Det betød, at mange producenter, producentforeninger og forretninger lovede at udfase stofferne.
"Men de frivillige udfasninger er ifølge Forbrugerrådet langt fra nok, for der er altid producenter og forhandlere, som kun fokuserer på, hvad der sælger. Desuden er det vigtigt, at hele Europa er med, for varerne handles frit over grænserne", siger Forbrugerrådets formand Camilla Hersom.
Så sent som i sidste uge deltog Forbrugerrådet i en aktion i Europa-Parlamentet, for at få medlemmerne til at skrive under på, at de vil have et forbud mod farverne. Der arbejdes nu videre med at få mindst halvdelen af Parlamentet til at skrive under på, at Kommissionen skal foreslå et forbud.
I går, onsdag, kom så den endelige støtte fra de danske politikere. Ved et møde i Folketingets Fødevareudvalg var der flertal for at presse fødevareminister Eva Kjer Hansen til at arbejde for et forbud. Ministeren har ellers været meget tøvende og ville hellere arbejde for frivillige ordninger og flere undersøgelser af farvestoffernes skadelige virkning. Men her har hun altså fået et flertal i Folketinget mod sig.
"Et forbud på området er nødvendigt, og det kan ikke gennemføres på nationalt plan alene. Forbudet skal også vedtages på europæisk plan, derfor er det danske flertal et vigtigt signal til de europæiske beslutningstagere om at sætte forbrugerbeskyttelsen højest," siger Camilla Hersom.
Om ca. 14 dage skal fødevareministeren i åbent samråd med Fødevareudvalget fremlægge en plan for hvad hun præcist vil gøre, for at få et forbud.