| OM OS | KONTAKT | HJÆLP | English |
Til forsiden Gå til Tænks hjemmeside
  PRESSEN   |   EMNER   |   KAMPAGNER   |   VI MENER   |   GODE RåD   |   KLAGER   |   SHOP TÆNK   |
Vi mener » Holdninger i alfabetisk orden » Samme sorte får som sidste år
 

Samme sorte får som sidste år

 
22. juni 2010
Årets forbrugerredegørelse fra Forbrugerstyrelsen er blevet offentliggjort mandag. Den tager pulsen på forbrugerforholdene på 49 forskellige forbrugerpolitiske områder. Redegørelsen konkluderer, at det kniber gevaldigt med gennemsigtigheden og forbrugertilliden inden for især teleområdet og i den finansielle sektor. Det gjorde det også sidste år.
Den finansielle sektor

I den finansielle sektor – pensionskasser, banker og forsikringsselskaber er der gengangere fra sidste års top ti over markeder med den laveste forbrugertillid og gennemsigtighed.
Forbrugerrådet oplever det samme fra Pengeinstitutankenævnet, hvor der er set en markant stigning i klageantallet hen over de sidste par år. Stigningen skyldes til dels stadig flere klager over dårlig rådgivning, og at produkterne er for indviklede til, at almindelige bankkunder kan forstå dem.

”Det er helt afgørende, at man kan have tillid til den rådgivning, man får i banken, og det kan ikke være rigtigt, at almindelige bankkunder skal have en videregående finansiel uddannelse for at kunne gennemskue bankernes tilbud. Det er nødvendigt, at vi nu får en kraftig opstramning af forbrugerbeskyttelsen på rådgivningsområdet, så vi undgår en gentagelse af eksempelvis Roskilde Bank-skandalen. Derfor skal der sættes kraftigt ind på rådgivningsområdet, hvis forbrugernes tillid til bankerne skal genoprettes”, siger Camilla Hersom, formand for Forbrugerrådet.

Forbrugerrådet foreslår, at hele rådgivningsområdet bliver kulegravet, og at der kommer en reel rådgiverlov, der kan beskytte forbrugerne mod dårlig rådgivning. Forbrugerrådet hilser i den forbindelse med tilfredshed, at regeringen har besluttet at forbedre risikomærkningen af investeringsprodukter samt bankrådgivernes efteruddannelse. Derudover har vi har særligt fokus på:
  • At det bliver lettere at få erstatning for dårlig eller mangelfuld rådgivning.
  • At bankernes provisioner kommer frem i lyset, så kunderne kan forholde sig kritisk til bankens anbefalinger.
  • At alle direkte og indirekte omkostninger oplyses til kunden, inden et tilbud accepteres.
  • At lånefinansieret salg af investeringsprodukter til private forbydes.

Telebranchen
Også sidste års Forbrugerredegørelse pegede på problemer med gennemsigtighed og forbrugertillid på teleområdet. Det har desværre ikke fået branchen til at oppe sig. Markederne for tv-pakker/-kanaler, internetabonnementer og telefonabonnementer – både mobil og fastnet – ligger også i år helt i bund i forbrugernes vurdering af gennemsigtighed og tillid.

”Hvis telebranchen ønsker forbrugernes tillid, så skulle den måske kigge indad og få ryddet op i gebyrjunglen og de uigennemskuelige produkter og styrke deres kundeservice i stedet for at bruge så mange penge på markedsføring. Forbrugerne vil hellere have god service og lave priser end smarte reklamer”, siger Camilla Hersom.

”Desværre bidrager regeringens politik ikke til at gøre problemerne med manglende gennemsigtighed mindre”, tilføjer hun, og peger på videnskabsministerens forslag om at nedlægge Teleprisguiden.

”Også i forbindelse med den forestående revision af teleloven ser vi et pres for at mindske reguleringen af området og lempe på den forbrugerbeskyttelse vi har i dag. Men velfungerende markeder forudsætter regulering, og som forbrugerredegørelsen viser, har telesektoren svært ved selv at skabe den nødvendige gennemsigtighed”, siger Camilla Hersom.

Forbrugerne kan selv gøre noget
”Det er deprimerende at se de sammen sektorer optræde som de sorte får år efter år. Det viser, at der ikke er den fornødne evne i brancherne til selv at genskabe forbrugertilliden. I den situation må både forbrugerne og politikerne træde i karakter. Forbrugerrådet opfordrer forbrugerne til at være ekstra opmærksomme på nødvendigen af at bevare deres kritiske sans – til at se sig om efter den bedste kombination mellem pris og kvalitet, til at stille kritiske spørgsmål til forhandlerne og til at prutte om pris og vilkår. Og vi opfordrer regeringen til gennem en regulering af markederne at hjælpe de uglesete brancher med at forbedre gennemsigtighed og konkurrence”, siger Camilla Hersom.

Læs hele Forbrugerredegørelsen 2010 på Forbrugerstyrelsens hjemmeside
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email