Forbrugerrådets formand Camilla Hersoms debatindlæg til Altinget.dk
Lokal kvalitet i kurven
Kendskabet til lokalt producerede fødevarer og specialiteter er i løbet af de sidste 30 år druknet i effektivisering. For mange producenter tror, at deres eneste mulighed for at klare sig i konkurrencen med udlandet er at konkurrere på prisen. Når man så oven i det lægger fødevareskandaler og det umådeligt ensartede udvalg i supermarkederne, så er det en trist affære at være forbruger i dagens Danmark.
I de store byer har specialbutikker et udvalg af danske egnsdelikatesser, men de kan altså kun nås af de få priviligerede. For at ændre på denne skævvridning har en række dedikerede aktører med Forbrugerrådet i spidsen oprettet Lokaliseringsrådet. For tiden er moden at se konkurrencen fra udlandet og den øgede kvalitetsbevidsthed blandt forbrugerne som en mulighed for at sadle om. Lokaliseringsrådet arbejder for, at forbedre forholdene for de små producenter af danske kvalitetsfødevarer og specialiteter, og sikre at deres produkter kommer flere forbrugere tilgode.
Lokaliseringsrådets hensigt er at forbedre forbrugernes kendskab til lokaltproducerede alternativer til de masseproducerede fødevarer. Målet er, at forbrugerne skal kunne købe gode friske lokale råvarer og delikatesser i det lokale supermarked. Men vi ser også gerne, at vi får opbygget en effektiv national strategi for fælles distributionskanaler, så forbrugerne får lettere ved at finde produkterne i detailhandlen.
Ekspertisen og viljen er tilstede hos landmænd, frugtavlere og små lokale fødevareproducenter, og forbrugerne efterspørger produkterne. Det forholdsvis lille salg af lokale fødevarer i Danmark må derfor tilskrives det manglende udvalg ud i de lokale supermarkeder. Vi mener at producenter og forbrugere i fællesskab kan danne en magtfuld alliance, der kan rette op på situationen. Danmark kan med sin geografi og velstand blive et land med et langt bedre udbud af fødevarer og langt højere madkvalitet. Hvis vi vil.
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email
Forbrugerrådet
·
Fiolstræde 17
·
Postbox 2188
·
1017 København K
·
Telefon 77 41 77 41
·
Telefax 77 41 77 42
·
E-mail fbr@fbr.dk