Direktiv om fjernsalg af finansielle tjenester

Justitsministeriet har i brev af 27. november 1998 anmodet om Forbrugerrådets kommentarer til direktivforslag om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. I brev af 22. december 1998 anmodede Forbrugerrådet om udsættelse, da Forbrugerrådet fandt det nødvendigt at Justitsministeriet foretog en vurdering af, hvilke lovgivningsmæssige konsekvenser direktivet har for gældende dansk ret. Forbrugerrådet fik udsættelse til den 5. februar 1999.

Det er Forbrugerrådets opfattelse, at direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er nødvendigt for at sikre, at det indre marked kan komme til at fungere for almindelige forbrugere. Lige siden de finansielle tjenester blev taget ud af det generelle fjernsalgsdirektiv har Forbrugerrådet ved gentagne lejligheder, bl.a. i forbindelse med Kommissionens grønbog om finansielle tjenesteydelser, gentaget sit krav om gennemførelse af et direktiv for området vedrørende finansielle tjenester. Set i det lys skal Forbrugerrådet hilse Kommissionens initiativ velkommen. Forbrugerrådet har dog flere kritiske kommentarer dels vedrørende direktivets overordnede udformning, dels vedrørende de enkelte bestemmelser.

Forbrugerrådet finder ikke, at beskyttelsesniveauet i forslaget til direktivet er tilstrækkelig højt til, at det på nogen måde kan være rimeligt at udarbejde direktivet som et harmoniseringsdirektiv. Som det bliver påpeget, vil direktivet gribe dybt ind i gældende national lovgivning, jf. Justitsministeriets notat til Folketingets Europaudvalg af 19. januar, og i flere tilfælde vil direktivet medføre forringelser vedr. fortrydelsesretten, for så vidt angår forsikringer i forhold til i dag. Således vil den generelle fortrydelsesret blive indskrænket til kun at gælde, når særlige forudsætninger er til stede, og forbrugeren kan blive mødt med et økonomisk modkrav, hvis forbrugeren gør fortrydelsesretten gældende.

Forbrugerrådet finder det endvidere meget betænkeligt, at det første forbrugerbeskyttelsesdirektiv, der gennemføres som et harmoniseringsdirektiv, reelt medfører en ringere beskyttelse af forbrugerne end den allerede eksisterende lovgivning i mange lande. En vedtagelse af direktivet som et harmoniseringsdirektiv er derfor et alvorligt skridt ned af bakke for forbrugerbeskyttelsen.

Gennemførelsen af direktivet som et harmoniseringsdirektiv forekommer endvidere uhensigtsmæssig ud fra en betragtning om, at fjernsalget af finansielle tjenester er i sin vorden, og man derfor næppe kan have et klart overblik over de problemer, som udviklingen hen imod et større salg af finansielle tjenester via fjernkommunikationsmidler vil kunne give anledning til i relation til forbrugerne. Direktivets form vil gøre det vanskeligere at justere lovgivning i forhold til de problemer, der måtte opstå på dette ganske nye marked.

Endelig skal det generelt bemærkes, at bestemmelserne vedr. betænkningstid og fortrydelsesret, dvs. artikel 3 og artikel 4, forekommer meget uoverskuelige og kan give store problemer i den praktiske hverdag for forbrugerne. Sondringen imellem betænkningstid og egentlig fortrydelsesret er ny i forhold til den fortrydelsesregel, der gælder ifølge det generelle direktiv om fjernsalg. Det er endvidere uheldigt, at der gælder forskellige regler vedrørende fortrydelse for finansielle tjenesteydelser og almindelige varer, som er omfattet af det generelle fjernsalgsdirektiv, og det kan give anledning til forvirring hos forbrugerne og alt andet lige en svækkelse af forbrugernes retsstilling. En forhastet indgåelse af en finansiel aftale eller en indtastning ved en fejl kan have vidtgående konsekvenser for en forbruger. Dette sammenholdt med de finansielle produkters kompleksitet bør føre til en klar, almen gældende fortrydelsesret på det finansielle område i direktivet.

Kommentarer til de enkelte artikler:

Artikel 1:
Afgrænsningen af anvendelsesområdet i stk. 2 er uklar og åben for fortolkninger.

Artikel 2:
Af litra a) fremgår det, at en aftale vedr. fjernsalg skal være indgået "som led i et salgssystem eller som led i et system til levering af tjenesteydelser organiseret for at være omfattet af direktivet". Denne afgrænsning, som genfindes i det generelle fjernsalgsdirektiv, er aldeles uhensigtsmæssig i et harmoniseringsdirektiv. Afgrænsningen betyder, at aftaler, der ikke indgås "som led i salgssystem m.v.", ikke vil ikke være omfattet. Det forekommer indlysende, at der vil være situationer, hvor det vil være umuligt for forbrugeren at vurdere om aftaleindgåelse sker "som led i et salgssystem", og om han således er omfattet af direktivets beskyttelsesregler eller ej. Det eneste, der vil være klart for forbrugeren, er aftalesituationen, dvs. det forhold, at aftalen sker ved hjælp af anvendelsen af fjernkommunikationsteknik. Det forekommer også klart, at udbyderen vil have et incitament til at hævde, at en given aftale ikke var led i et salgssystem m.v., hvis forbrugeren skulle ønske at gøre sin fortrydelsesret gældende. Derfor bør alle former for aftaler, der indgås via fjernkommunikationsteknik, være omfattet af direktivets forbrugerbeskyttelse.

Ad litra b) bør det udtrykkeligt fremgå, at betalingskort er omfattet af betalingskortloven.

Ad litra f) skal det bemærkes, at Forbrugerrådet har forståelse for, at man i forbindelse med fjernsalgstransaktioner tilstræber at bruge de nye teknologiske muligheder for blandt andet aftalevilkår. Forbrugerrådet finder det imidlertid helt afgørende, at overførelsen sker på en måde, som dels sikrer forbrugerens informationsbehov, dels et behov for dokumentation i forbindelse med en eventuel tvist med den finansielle udbyder. Det må derfor sikres, at vilkårene oversendes i et format, som til hver en tid vil kunne læses af forbrugeren. Derudover er det afgørende, at der ikke senere skal kunne rejses tvivl om dokumentets rigtighed. Derfor bør aftalevilkårene forsynes med en digital signatur. Endelig er det vigtigt at understrege, at forbrugeren skal kunne bestemme, på hvilken måde aftalevilkårene skal fremsendes.

Artikel 4:
Artikel 4 omhandler fortrydelsesret efter aftalens indgåelse. Hovedreglen er, at forbrugeren ikke har mulighed for at fortryde en aftale om erhvervelse af finansielle tjenester, med mindre de specielle forhold, jf. stk. 1 og stk. 2, er opfyldt.

Af stk. 1 fremgår det, at forbrugeren har mulighed for at fortryde aftalen, såfremt han på tidspunktet for aftalens indgåelse ikke har modtaget et eksemplar af aftalen. Den finansielle tjenesteudbyder har således et stort incitament til at fremsende aftalevilkårene forud for aftalens indgåelse, hvilket alt andet lige er positivt.

Det er imidlertid let at forestille sig situationer, hvor fremsendelsen af aftalevilkårerne forud for aftaleindgåelse ikke i sig selv vil give forbrugerne mulighed for at gennemgå aftalevilkårene i detailler. Eksempelvis kunne man forestille sig, at aftalevilkårene fremgik af aftalebekræftelsen ved aftaler indgået på internettet. Da selve mediet lægger op til hurtige og måske forhastede beslutninger, vil en forbruger ved at bekræfte aftalen afskære sig fra en videre mulighed for af fortryde. Direktivet forholder sig ikke til denne problematik.

Det fremgår endvidere, at for at fortryde vilkårene skal aftalen være indgået på forbrugerens foranledning. Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, hvad der gælder, hvis aftalen er indgået på udbyders foranledning. Forbrugerrådet kan ikke se nogen grund til, at aftaler, indgået på udbyders foranledning, ikke skulle være omfattet af fortrydelsesretten.

Af stk. 2 fremgår det, at der gælder en særlig fortrydelsesret, hvis aftalen er indgået inden udløbet af den omtalte betænkningstid, og forbrugeren på "illoyal vis" er blevet tilskyndet til at indgå aftalen. Forskellen i forhold til stk. 1 er, at der ikke længere er nogen frist for, hvornår fortrydelsen i givet fald vil kunne ske. Formuleringen rejser flere problemstillinger. For det første er det svært at vurdere, hvad der ligger i begrebet "illoyal vis". Forbrugeren vil i givet fald kunne blive nødt til at gå til domstolene for at påvise, at han er blevet påvirket på "illoyal vis", og generelt må det forventes, at det kan være svært at løfte bevisbyrden. Derfor bør der i givet fald gælde en omvendt bevisbyrde, så leverandøren skal dokumentere, at der ikke er sket påvirkning på "illoyal vis".

Endvidere forekommer det urimeligt, at såfremt forbrugeren er blevet påvirket på "illoyal vis" af leverandøren, alene vil kunne fortryde, såfremt aftalen er indgået inden udløbet af betænkningstid. Der er ikke noget, der forhindrer den finansielle udbyder i at forsøge at "presse" forbrugeren til at aftage et finansielt produkt også efter udløbet af betænkningstiden. Derfor kan man forestille sig, at to forbrugere, som har været udsat for den samme illoyale påvirkning fra leverandørens side, ville være forskelligt stillet, hvis de har indgået aftalen før og efter udløbet af betænkningstiden. Forbrugerrådet skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på aftalelovens § 36, hvorefter en aftale kan tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre aftalen gældende uden at forholde sig til, hvor lang tid der er gået fra modtagelse af aftalevilkårene og aftalens indgåelse.

Af stk. 4 fremgår det, at en aftale om køb af finansielle ydelser, som er betalt på kredit grundet aftale mellem tredjemand og leverandøren, ophæves, såfremt fortrydelsen sker i henhold til stk. 1. Fortrydelsen indebærer, at forbrugeren også ophæver kreditaftalen, uden at skulle betale omkostninger derved. Forbrugerrådet finder det umiddelbart svært af forstå, hvorfor der ikke skal gælde samme bestemmelser, såfremt forbrugeren på "illoyal vis" er blevet tilskyndet til at indgå den pågældende aftale.

Artikel 5:
Af stk. 1 fremgår det, at en forbruger, som gør sin fortrydelsesret gældende i henhold til hele artikel 4, kun er forpligtet til at betale for den del af den finansielle ydelse, som rent faktisk er leveret. Det indebærer en forringelse i forhold til gældende dansk lovgivning, hvor forbrugeren kan fortryde køb af forsikring uden at skulle betale omkostningerne derved.

Hvis direktivet bliver gennemført i sin nuværende ordlyd, vil det betyde, at en forbruger, som rekvirerer en skadesforsikring, som løber fra aftaletidspunktet, ved en senere fortrydelse vil blive pålagt udgifter for de op til 14 dage, forsikringen har været gældende.

Forbrugerrådet forstår stk. 2 således, at eventuelle etableringsomkostninger, stempelomkostninger, skatter, afgifter som opkræves i forbindelse med lånoptagelse, tegning af forsikring m.v. skal fordeles ud over hele engagementets forventede løbetid, således at forbrugeren alene skal betale en forholdsmæssig andel, svarende til de dage forbrugeren har haft mulighed for at disponere over det finansielle gode.

Ud fra en umiddelbar vurdering forekommer formuleringen af stk. 3 for løs. Forbrugerne har ingen forudsætninger for at vide, hvad "rimelig tid" er i f.eks. Frankrig. Der må derfor indsættes et maximalt antal dage for, hvornår beløbet skal være refunderet. Det kunne f.eks. være 14 dage efter, at forbrugeren har givet leverandøren besked.

Artikel 6:
Artikel 6 indeholder bestemmelser om, at leverandøren skal oplyse forbrugeren om betænkningstid og fortrydelsesret. Forbrugerrådet foreslår, at det præciseres, at denne oplysning skal gives skriftligt i forbindelse med fremsendelsen af vilkårene for aftalen.

Artikel 7:
Det er afgørende, at forbrugeren selv kan vælge, hvorledes den skriftlige kommunikation skal foregå. Der skal gøres opmærksom på, at forbrugeren ikke nødvendigvis bestiller ydelsen fra sin egen pc, hvorfor en oversending af aftalevilkår via pc til harddisken kan være problematisk, hvis forbrugeren f.eks. bestiller forsikringsydelsen el. lign. fra en pc på et bibliotek eller fra sin arbejdsplads.

Artikel 8:
Artikel 8 indeholder bestemmelser om indisponible tjenesteydelser, d.v.s tjenesteydelser som ikke kan leveres helt eller delvist.

Det forekommer paradoksalt, at forbrugerne er bundet af en aftaleindgåelse, med mindre forudsætningerne i artikel 4 er opfyldt, mens den finansielle udbyder blot ved en meddelelse om, at tjenesten er indisponibel og tilbagebetaling af modtagne beløb, kan fragå en indgået aftale. Forbrugerrådet finder ikke, at den finansielle tjenesteudbyder skal have mulighed for at fragå en indgået aftale, med mindre det kan begrundes i de forudsætninger, aftalen er indgået efter.

Artikel 10:
Af stk. 2 fremgår det, at den enkelte medlemstat kan vælge at implementere bestemmelser om uanmodede henvendelser som en OPT-IN model, hvor forbrugeren skal give sit samtykke til at blive kontaktet telefonisk m.v., og en OPT-OUT model, hvor forbrugeren kan kontaktes uanmodet, med mindre forbrugeren udtrykkeligt har modsat sig det.

OPT-IN modellen svarer til dørsalgslovens bestemmelser vedrørende forbud mod uanmodet henvendelse m.v. Forbrugerrådet er af den opfattelse, at OPT-IN modellen er klart at foretrække. OPT-IN modellen vil bl.a. sikrer, at forsikringsselskaberne forhindres i at henvende sig uanmodet til forbrugerne. Forbrugerrådet har den holdning, at det ikke længere eksisterer en begrundelse for at give forsikringsselskaberne adgang til dette.

Forbrugerrådet anser det i øvrigt for vigtigt at være opmærksom på, at anvendelsen af en aggressiv markedsføring, hvor såvel midler som indhold går tæt på forbrugerne bliver mere og mere almindelig. Det er derfor Forbrugerrådets klare holdning, at forbrugerne skal sikres størst mulig beskyttelse herfor via OPT-IN modellen.

Det er umiddelbart svært af vurdere, hvad der ligger i begrebet "automatiske opkaldssystemer".

Artikel 12:
Af stk. 3 fremgår det, at medlemsstaterne skal tilskynde de offentlige og private klageorganer til at samarbejde ved løsning af grænseoverskridende tvister. Det er en illusion at forestille sig, at medlemsstaternes tilskyndelse vil være tilstrækkelig til at sikre forbrugerne effektive klagemuligheder på tværs af landegrænserne.

Afslutningsvist skal det oplyses at Forbrugerrådet har erfaret at et eller flere medlemslande har fremsat ønsker om at undtage realkreditområdet fra direktivet. Forbrugerrådet skal på det skarpeste tage afstand fra at man indskrænker direktivets anvendelsesområde.