Forbrugerrådet tilbyder anonym og uafhængig rådgivning til særligt udsatte mennesker gennem rådgivningscentre i København, Odense, Aalborg og Esbjerg.
Gældsproblemer er medvirkende til, at stadig flere sættes på gaden med katastrofale følger for deres liv og velfærd, men det behøver ikke at ende sådan. Ofte kan en rådgivning i rette tid - og hjælp til at overskue tal og hjælpemuligheder - være en vej ud af problemerne.
Derfor tilbyder Forbrugerrådet en både anonym og uafhængig rådgivning for socialt udsatte med gældsproblemer på vores gældsrådgivningscentre i København, Odense, Aalborg og Esbjerg.
Hvem kan få rådgivning?
Forbrugerrådets gældsrådgivning henvender sig til særligt udsatte mennesker, som har behov for finansiel rådgivning. Har du lav indkomst, stor gæld og et lavt rådighedsbeløb, kan du henvende dig på gældsrådgivningscentrene i København, Odense, Aalborg og Esbjerg.
Hvad kan vi hjælpe med?
På gældsrådgivningscentrene kan du få hjælp til at få overblik over din økonomiske situation og vejledning i, hvordan du undgår problemer med kreditorer. Et rådgivningsforløb kan variere fra en til flere samtaler.
Hvem rådgiver dig?
Vores rådgivere arbejder frivilligt og ulønnet. De er uddannede (eller studerende) bankrådgivere, økonomer, socialrådgivere eller jurister, og rådgivningen er både anonym og uafhængig.