Forbrugerrådet har sendt en liste med mere end 900 kosmetikprodukter til miljøministeren. Alle produkterne indeholder stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Hundredvis af forbrugere har tilsammen afsløret mere end 900 kosmetik- og plejeprodukter, der indeholder et eller flere af de 17 stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Alle produkterne er blevet samlet på en liste, som Forbrugerrådet har sendt til miljøminister Troels Lund Poulsen. Listen viser, hvilke producenter der har sagt ja til at udfase de problematiske stoffer, og hvem der har sagt blankt nej.
Forbrugerrådet opfordrer miljøministeren til at gå forrest i kampen mod de 17 stoffer - både her i landet og på europæisk plan.
Forbyd homonkemi i hele EU
”Vi håber, at miljøministeren ud fra forsigtighedsprincippet vil kæmpe for at få stofferne forbudt i hele EU. Det kan ikke være rigtigt, at forbrugerne skal risikere deres helbred, fordi de europæiske politikere tøver, siger Claus Jørgensen, miljøpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.
Forbrugerrådet vil i 2010 fortsætte med at finde frem til produkter, der indeholder hormonforstyrrende stoffer. Blandt andet gør-det-selv produkter og elektronik.
"Denne type produkter skal ikke deklareres, så forbrugerne kan ikke vide, om de indeholder skadelig kemi eller ej. Og mange test har netop vist, at disse to produktgrupper indeholder skadelig kemi - det vil vi gerne have frem i offentlighedens lys. Vi arbejder også på at få vores søsterorganisationer rundt om i Europa til at gennemføre lignende indsatser, så forbrugere i hele EU får større kendskab til problematikken omkring hormonforstyrrende stoffer," siger Claus Jørgensen.
Forbrugernes indberetninger har gjort det nemmere og sikrere at undgå hormonkemi. Den liste, som også er blevet sendt til miljøministeren, er lige til at printe ud og hænge op på køleskabet.