| OM OS | KONTAKT | HJÆLP | English |
Til forsiden Gå til Tænks hjemmeside
  PRESSEN   |   EMNER   |   KAMPAGNER   |   VI MENER   |   GODE RåD   |   KLAGER   |   SHOP TÆNK   |
 
 

Særlige rettigheder ved flyrejser

 
18. juni 2010
 
Du har særlige rettigheder i forbindelse med bestemte rejser i eller fra Europa. Få styr på hvordan rettighederne gælder, og hvilke klagemuligheder du har i forbindelse med flyrejser.

Der findes en række særlige rettigheder i forbindelse med bestemte flyrejser i eller fra Europa. Her på siden kan du finde en oversigt over, hvilke rettigheder du har som forbruger.

Hvis flyet er aflyst
Hvis flyet er forsinket
Hvis du nægtes boarding
Hvis din bagage er forsinket eller beskadiget
Hvornår gælder de særlige regler for flyrejser?
Klagemuligheder

Hvis flyet er aflyst

Hvis dit fly bliver aflyst, kan du vælge mellem at få omlagt rejsen eller få billetprisen retur.
Du kan desuden have krav på et eventuelt hotelophold, måltider, to gratis telefonopkald eller e-mails og transport mellem hotel og lufthavn.

Økonomisk kompensation

Afhængig af, hvor tæt på afrejsedagen du modtager besked om aflysningen, kan du desuden have krav på økonomisk kompensation på mellem 125 og 600 EUR afhængig af rejsens længde.

Det er en forudsætning, at aflysningen ikke skyldes usædvanlige omstændigheder (krig, terror, uvejr, strejker, uforudsete sikkerhedsmæssige problemer eller lignende).

Det er flyselskabet, der skal bevise, at de har givet dig besked om aflysningen, og hvornår det er sket.

Hvis flyet er forsinket

Hvis flyet er forsinket i mere end tre timer til det endelige bestemmelsessted, det vil sige tre timer eller mere efter det tidspunkt, som oprindeligt er aftalt med flyselskabet, så har du krav på kompensation. Kompensationen beløber sig til mellem 125 og 600 euro - alt efter hvor langt du rejser.
Du kan ikke blive kompenseret ud over billetprisen ved forsinkelser. Og det er en forudsætning, at du er til stede ved check-in i rette tid.

Ved forsinkelser på 2-4 timer

Hvis din flyafgang er mere end 2-4 timer forsinket, skal selskabet tilbyde dig mad og drikke samt sørge for, at du gratis kan sende besked om din forsinkelse på telefon, fax eller e-mail.

Dette gælder for forsinkelser på:
  • 2 timer eller mere for flyvninger, som er kortere end 1.500 km
  • 3 timer eller mere for flyvninger, der er inden for EU og længere end 1.500km
  • 4 timer eller mere for flyvninger, som er længere end 3.500 km og uden for EU

Forsinkelser over fem timer
Ved en forsinkelse på mindst fem timer skal flyselskabet tilbyde dig af få pengene tilbage for billetten og eventuelt en fri flyrejse tilbage til første afgangssted, hvis du vælger at aflyse/afbryde rejsen.

Forsinkelse til næste dag
Ved forsinkelse til næste dag skal flyselskabet sørge for overnatning på hotel samt transport.

Hvis du nægtes boarding (denied boarding)
Hvis du bliver afvist, fordi der er booket for mange passagerer på et fly, har du krav på følgende:

  • 250 euro for flyvninger under 1.500 km 400 euro for flyvninger over 1.500 km inden for EU og for flyvninger mellem 1.500 og 3.500 km uden for EU
  • 600 euro for flyvninger, som er længere end 3.500 km uden for EU
Det er en forudsætning, at du har en bekræftet – eventuelt genbekræftet – reservation til den aktuelle flyafgang, og at du er til stede ved check-in i rette tid.

Forsinkelse ved 2-4 timer

Hvis du kun bliver forsinket i henholdsvis to, tre eller fire timer til din endelige destination, kan kompensationen blive halveret.
Du skal desuden tilbydes at få pengene retur for din billet, returflyvning eller ombookning samt mad og drikke.
Flyselskabet skal også sørge for, at du gratis kan give meddelelse om din forsinkelse på telefon, fax eller e-mail.
Overnatning på hotel
Hvis det bliver nødvendigt med overnatning på hotel, skal flyselskabet også sørge for det. Desuden skal flyselskabet tage særlig hensyn til personer, der har nedsat bevægelighed, medfølgende passagerer og børn, som rejser sammen.

Hvis du frivilligt står af

Hvis du frivilligt tilbyder at stå af, skal du tilbydes en godtgørelse på vilkår, som du og flyselskabet er enige om. Du skal desuden have hjælp med at få betalingen retur eller til at booke om.

Hvis din bagage er forsinket eller beskadiget

Du kan kræve erstatning for den skade, du lider, hvis din bagage bliver ødelagt, skadet, forsvinder eller bliver forsinket på en flyvning med et EU-flyselskab overalt i verden.

Sådan gør du

Du skal omgående melde tabet eller skaden til flyselskabet - ofte vil dette være via selskabets handlingsagent, som er det selskab, der håndterer bagagen for flere flyselskaber. Når du klager, skal du have en PIR-rapport som bevis på din klage

Dit krav om erstatning for skader på indtjekket bagage skal meldes skriftligt inden syv dage, fra du har modtaget bagagen på rejsemålet. Dette gøres direkte til flyselskabet og ikke til handlingsagenten.

For forsinket bagage er tidsfristen for at gøre krav gældende 21 dage. Du kan rette kravet mod det flyselskab, som du har en aftale med, eller til det flyselskab, som flyver ruten, hvis det ikke er samme selskab.
Bemærk, at hvis du har købt en pakkerejse, skal du også klage til rejsebureauet.

Hvornår gælder de særlige regler for flyrejser?

Flypassagerrettighederne er reguleret i en EU-forordning og gælder både ved flyrejser alene og ved pakkerejser. Den omfatter flyvninger til og fra lufthavne inden for EU, samt flyvninger fra lufthavne uden for til lufthavne inden for EU, så længe flyselskabet er et EU-luftfartselskab.

For at du er omfattet af reglerne, skal du have tjekket ind i tide og have en gyldig billet.

Reglerne gælder ikke, hvis du i et land uden for EU har modtaget modydelse eller kompensation og bistand. Reglerne gælder heller ikke for passagerer, der rejser gratis eller på billetter til reduceret pris, som hverken er direkte eller indirekte tilgængelig for den almindelige forbruger.

Reglerne gælder derimod for billetter, som er udstedt på baggrund af et bonusprogram eller lignende.

Usædvanlige omstændigheder

I nogle tilfælde kan aflysninger og forsinkelser skyldes usædvanlige omstændigheder, hvilket kan betyde et reduceret ansvar for luftfartsselskaberne. Det kan være ekstreme omstændigheder som følge af politisk ustabilitet, vejrforhold, der forhindrer den pågældende flyvning, sikkerhedsrisici, uforudsete sikkerhedsproblemer eller strejker, der berører luftfartsselskabets drift.

Klagemuligheder

Hvis du vil klage over, at du er blevet nægtet boarding, eller at dit fly er aflyst eller forsinket, skal du sende en skriftlig klage til luftfartsselskabet. Hvis du ikke er tilfreds med svaret, eller du slet ikke får noget svar, kan du sende en skriftlig klage til Statens Luftfartsvæsen.
Læs mere om, hvordan du klager

Læs mere

Forbruger Europa
Forbrugerstyrelsen
Statens Luftfartsvæsen
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email