Søg på internettet for at finde de billigste flybilletter, få skrevet særønsker ned og undersøg, om du behøver at købe en ekstra rejseforsikring. Få gode råd her til bestilling af rejsen.
Få skrevet særønsker ned ved bestilling
Bestiller du rejsen gennem en rejsearrangør, skal du sørge for at få skrevet særlige ønsker, krav og aftaler på rejsebeviset. Det kunne for eksempel være, at I er blevet lovet et børnevenligt hotel, eller at I helst vil bo tæt ved poolen.
Læs rejsebeviset grundigt igennem
Når du modtager dit rejsebevis, så sørg for at læs det grundigt igennem - inden du betaler.
Er eventuelle særønsker skrevet ned?
Stemmer navnene overens med passet?
Har du fået det, du har betalt for?
Er det den rigtige pris?
Stemmer rejsebeviset ikke overens med det bestilte, skal du hurtigst muligt kontakte rejsearrangøren, så de kan rette det. Når først fakturaen er betalt, så har man accepteret det, der står på rejsebeviset.
Tjek din forsikring, inden du køber ny
Hvis du rejser inden for Europa, dækker det gule sundhedskort og det blå EU-sygesikringsbevis det meste. Skal du derimod på ferie uden for Europa, skal du selv sørge for at have tegnet en forsikring. Undersøg først, om og hvad din private familieforsikring eventuelt dækker i forbindelse med rejser. Mange selskaber har en rejseforsikring indlejret i indboforsikringen. Rejser du mere end en gang om året, kan det være en idé at tegne en årsrejseforsikring.
Skal I på aktiv ferie, er det vigtigt at undersøge, om det er dækket af din forsikring. Ski, snowboard, mountainbike, kajak m.v. regnes nemlig ofte som ekstrem sport. Det er derfor vigtigt at få en skriftlig bekræftelse på, at man er dækket – ikke kun en mundtlig bekræftelse.
Det kan desuden være aktuelt at undersøge, om din private ulykkesforsikring også dækker dine børn.
Er du fyldt 70 år, skal du være særlig opmærksom på, at nogle forsikringer ikke dækker i udlandet.
Bemærk, at der gælder helt særlige regler, hvis du rejser for at modtage behandling i udlandet. Reglen er, at ens almindelige forsikringer og rejseforsikringer ikke dækker. Det er derfor vigtigt, at du undersøger dette grundigt og eventuelt får en ekstra forsikring med henblik på netop denne type rejser.
Er dine allerede eksisterende forsikringer ikke dækkende for din rejsedestination, eller ønsker du at være sikret hjemtransport i tilfælde af sygdom eller ulykke, er det en god idé at tegne en privat rejseforsikring, der sikrer dig på de manglende områder.
Læs mere om forsikring og sygdom på rejsen
Sammenlign priser hos rejseselskaber
Søg på nettet for at finde den billigste rejse. Hvis du kun er på jagt efter flybilletter, kan du for eksempel finde de billigste på Momondo.dk.
Hvis du vil rejse miljøvenligt
Der er forskel på flyselskabernes miljøpolitik, og kun få flyselskaber fortæller, hvad de gør for miljøet. SAS, Air France-KLM, Lufthansa og Thomas Cook er duksene i grøn klasse, mens Cimber Sterling, Norwegian og Ryanair dumper.